Lenin, kvindekamp og kommunisme

Virkeligheden for størstedelen af verdens kvinder er stadig meget langt fra ligestilling og slet ikke i nærheden af frigørelse. Løngabet er én ting, men uligheden og undertrykkelsen handler om meget mere end det. Fra frygten for at stille vores drinks i byen, utrygheden ved at gå alene hjem, konstant at skulle lægge øre til sexistiske kommentarer og nedstirrende blikke, til størstedelen af husarbejdet, læger der ikke tager “kvindesygdomme” alvorligt og at blive behandlet som mindre værd. Listen fortsætter i det uendelige…

[Source]

Uligheden og undertrykkelsen er så indgroet i samfundets sociale strukturer, at de gennemsyrer hele en kvindes liv uanset, hvor i verden hun bor. Det får sit eget ækle udtryk under kapitalismen, men er nedarvet gennem tusinder af års klassesamfund.

De angivelige løsninger vi tilbydes fra politikere og samfundets top, er alt andet end tilfredsstillende. De er gennemsyret af et individualistisk perspektiv, der afviser klassekamp og systemforandring, til fordel for at promovere en “girlboss”-ideologi, hvor sexisme og undertrykkelse præsenteres som noget, der kan overkommes af den enkelte indenfor kapitalismens rammer.

Men de største fremskridt for kvindefrigørelse er ikke sket gennem selvstændig oplysning eller individuel kamp mod et systemisk onde. Det er sket gennem kollektiv, revolutionær kamp for at ændre samfundet grundlæggende.

Derfor er det også svært at nævne én enkeltperson, der har haft større effekt for kvindefrigørelsen på verdensplan end Lenin. Den påstand vil nok få en del feminister til at stejle. Hvad har en 'død, russisk, hvid mand' at sige i kampen for kvinders befrielse i dag? Men den russiske revolution, som Lenin stod i spidsen for, viste, at det er muligt at gøre op med det kapitalistiske system vi lever under og at begynde opbyggelsen af et samfund uden ulighed og undertrykkelse. Her var reel kvindefrigørelse på dagsordenen, og det var ikke bare op til den enkelte selv, men en kollektiv kamp for alle undertrykte lag af samfundet. Rusland før 1917 var et samfund med en ekstremt undertrykkende patriarkalsk kultur. Oktoberrevolutionen var et jordskælv under den kultur. Med et slag blev alle love der stillede kvinder ringere end mænd fjernet, og homoseksualitet blev afkriminaliseret. Og det var bare begyndelsen.

Hundredåret for Lenins død mødes naturligvis af en smædekampagne i den borgerlige presse. Men Lenin afskrives også af en række feminister, der ellers på papiret skulle være progressive. De afskriver Lenin, sammen med Marx og Engels, som 'hvide gamle mænd'. Men dem, der hopper med på den vogn, løber i virkeligheden borgerskabets ærinde. De afskriver den revolutionære ide, at for at gøre op med kvindeundertrykkelsen må man gøre op med klassesamfundet. Det tjener ene og alene de rigeste, dem hvis magt og privilegier afhænger af, at undertrykkelse og ulighed er en indbygget del af samfundet.

Kvindekampen og revolutionen

Hele Lenins politiske kamp var rettet mod et mål: en revolutionær omvæltning af klassesamfundet og opbygningen af et helt nyt samfund uden ulighed og undertrykkelse, et kommunistisk samfund. Grunden til at borgerskabet lægger ham ekstra for had er, at han stod i spidsen for den eneste succesfulde arbejderrevolution i verdenshistorien. En revolution hvor arbejderklassen tog magten, der netop viste, at det er muligt at indrette samfundet efter menneskers behov.

Den russiske revolution gik længere end nogen anden begivenhed i menneskehedens historie for at befri kvinder fra klassesamfundets slaveri. Bolsjevikkerne tog kæmpe skridt i retning af reel kvindefrigørelse, hvilket sendte chokbølger gennem verden, rystede magthaverne i deres grundvold og inspirerede arbejderkvinder (og -mænd) verden over. Det er derfor ikke en tilfældighed, at kvinder mange steder i verden fik stemmeret (sammen med mange andre rettigheder) i årene umiddelbart efter revolutionen.

Den russiske revolution udgør stadig i dag det vigtigste bidrag til kampen mod kvindeundertrykkelse i verdenshistorien. De tiltag som Lenin, og resten af Bolsjevikpartiet, tog efter revolutionen for at gøre op med kvindeundertrykkelse er stadig i dag, mere end 100 år senere, de mest progressive i verdenshistorien.

Bolsjevikkerne fjernede alle love, der stillede mænd og kvinder ulige. Kvinder fik ret til abort, skilsmisse og skellet mellem børn født inden- eller uden for ægteskab blev ophævet. Til sammenligning blev retten til skilsmisse indført i 1925 i Danmark og retten til abort i 1973! Danske skolebørn får indprentet, at den danske socialdemokrat Nina Bang var verdens første kvindelige minister. Hun blev dog først minister i 1924, syv år efter at Alexandra Kollontai blev udnævnt til folkekommissær (altså minister) i Sovjetunionen.

En af Kollontais første dekreter omhandlede barsel, og indførte bl.a. 16 ugers betalt barsel, og at ammende kvinder kun skulle arbejde fire dage om ugen. Igen skal man huske, at på dét tidspunkt var barsel en by i Rusland i det meste af verden. I Danmark blev der først indført en lov om barselsorlov, der omfattede alle kvindelige lønarbejdere, i 1960. Det var dog kun i 14 uger og ikke med fuld løn, men på dagpenge. Stadig den dag i dag er 16 ugers betalt barsel mere end hvad du har ret til i verdens rigeste land, USA, hvor du har ret til 12 ugers barsel uden betaling.

Men ligestilling for loven var blot første skridt, som bolsjevikkerne tog. Lighed for loven er i virkeligheden blot den formelle forudsætning for at udrydde ulighed. For at få reel lighed, er det ikke nok med nye love, der er skrevet ned på et papir, det kræver at de sociale og økonomiske forhold ændres radikalt.

Herefter startede bolsjevikkernes virkelige arbejde for kvinders frigørelse: arbejdet med at ændre det materielle grundlag, for at gøre op med roden til uligheden, nemlig klassedelingen. Det krævede et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne, dvs. kapitalisternes og godsejernes ejerskab til fabrikker, virksomheder og jorden. I stedet begyndte de at skabe en demokratisk plan for produktionen rettet mod at løse de sociale behov hos det store flertal, navnlig arbejderklassen og de fattigste bønder.

Lenin beskrev arbejdet efter at de havde gennemført lighed for loven som det andet skridt:

»Andet og vigtigste skridt er afskaffelse af privatejendommen til jorden og fabrikkerne. Hermed og kun hermed åbnes vej for kvindens fuldstændige og virkelige frigørelse, for hendes frigørelse fra ‘husslaveriet’ ved overgangen fra hver enkelt families småhusholdning til socialiseret storhusholdning.

Denne overgang er vanskelig, fordi det her drejer sig om at omforme den mest rodfæstede, indgroede, forstokkede, rigide ‘orden’ (sandt at sige uorden og barbari, og ikke ‘orden’). Men overgangen er begyndt, tingene sat i bevægelse, vi er trådt ind på en ny vej

Hvis kvinderne skulle frigøres, krævede det et opgør med husarbejdet, der med Lenins ord holdt kvinder i “husligt slaveri”. Husarbejdet skulle socialiseres, hvilket konkret betød oprettelsen af vuggestuer, børnehaver, folkekøkkener, offentlige vaskerier osv. osv.

Kvinder har siden klassesamfundets opståen, dvs. i tusindvis af år, været lænket til hjemmet. Kapitalismen har spillet en vigtig rolle i at hive kvinderne ud i det bredere samfund som arbejdere og dermed deltagere i klassekampen. Men den har ikke formået at fjerne kvindernes huslige slaveri, hvilket betyder, at arbejderkvinder under kapitalismen lider under en dobbeltbyrde, både som arbejdere og som kvinder.

Selv i udviklede kapitalistiske lande falder størstedelen af husarbejdet på kvinder. Selv i nutidens Danmark, hvor kvinders erhvervsandel er næsten den samme som mænds, laver kvinder i snit en times husarbejde mere om dagen end mænd. Når der kommer børn, har det en markant effekt på kvinders løn, pension og ikke mindst tid til andet end familien, såsom involvering i kultur eller deltagelse i politisk aktivitet.

Begrænset af de materielle rammer

Bolsjevikkernes ambitioner kunne dog ikke sætte sig ud over den materielle virkelighed i Sovjetunionen. Lenin havde fra revolutionens første dag gjort det klart, at det var nødvendigt, at revolutionen spredte sig til de mere udviklede kapitalistiske lande, hvis der skulle bygges socialisme. Desværre forblev den russiske revolution isoleret, og de første år efter revolutionen kæmpede den unge sovjetstat for at overleve den borgerkrig, som de mest magtfulde kapitalistiske stater havde startet i Rusland og med at afværge hungersnød.

Ressourcerne var ekstremt begrænsede og dermed også muligheden for at realisere planerne for at socialisere husarbejde. Ser man det i den kontekst, er det imponerende, at sovjetstaten overhovedet opnåede noget. Men med Stalins diktatoriske magtovertagelse blev en stor del af de fremskridt, som kvinderne havde opnået efter revolutionen, rullet tilbage f.eks. i forhold til retten til abort og skilsmisse.

På trods af degenereringen og tilbageskridtene under Stalin og hans efterfølgere, så betød planøkonomien kæmpe fremskridt for kvinderne. Den forventede levetid for kvinder blev mere end fordoblet fra 30 år på tsarens tid til 74 år i 1970'erne. I 1971 var der mere end 5 millioner børnehavepladser, og 49% af de studerende på de højere uddannelser var kvinder. De eneste andre lande, hvor kvinder udgjorde over 40% på de højere uddannelser, var Finland, Frankrig, Sverige og USA.

Lenins politiske idéer byggede på et materialistisk filosofisk grundlag, dvs. forståelsen af, at det er de materielle forhold, der er bestemmende for bevidsthed, tanker, ideologi, kultur osv.

Forudsætningen for at gøre op med den sexistiske og misogyne kultur, der i tusindvis af år har gjort kvinden til mindre værd end manden og har holdt hende ude af det offentlige liv, er altså en ændring af de materielle forhold, dvs. et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Men Bolsjevikkerne lænede sig ikke bare tilbage efter at de havde nationaliseret økonomien: De satte gang i et omfattende arbejde for at modarbejde denne kultur. Der blev iværksat særlige programmer for at udrydde analfabetisme blandt kvinder og involvere dem aktivt i at lede staten og partiet. Samtidig gjorde de et stort arbejde for at hæve det kulturelle niveau generelt og derigennem gøre op med religiøse fordomme og anden chauvinisme.

Lenin førte en kamp for kvinders lighed ikke bare for loven, men på alle områder. Det er derfor, at vi som kommunister betragter os selv som de mest konsekvente forkæmpere for kvinders frigørelse. I modsætning til den liberale feminisme holdt Lenin sig ikke indenfor kapitalismens rammer. Det højeste man kan opnå indenfor disse rammer er lighed for loven. Som alle os der lever i Skandinavien, hvor det for længst er opnået, kan berette, er det meget langt fra nok til at gøre op med kvindeundertrykkelsen. Liberale feminister har opnået formel lighed, men er samtidig med at at opretholde den sociale og kulturelle ulighed.

For Lenin var kvindekampens omdrejningspunkt klasser. Det er klasse, der skærer på tværs af alle andre former for undertrykkelse; det er den som alle andre undertrykkelsesformer drejer sig omkring. Den herskende klasse udgør et forsvindende mindretal i samfundet og gør hvad de kan for splitte arbejderklassen på køn, etnicitet, religion osv., for at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden.

Kommunister og kvindekampen

For Lenin var revolutionen ikke bare nødvendig for kvindefrigørelsen, men kvindersdeltagelse er afgørende for at opnå en succesfuld revolution. Det er ikke et sekundært spørgsmål.

Det var de russiske arbejderkvinder, der antændte den russiske revolution, da de gik i strejke på kvindernes internationale kampdag i 1917. Under hele revolutionen frem mod oktober insisterede Lenin igen og igen på nødvendigheden af at organisere kvinderne i kampen. I et af sine Breve fra det fjerne - skrevet før han vendte tilbage fra eksil i 1917 - skrev han:

»Hvis kvinder ikke bliver trukket ind i offentlig tjeneste, ind i militsen, ind i det politiske liv, hvis kvinder ikke bliver revet ud af deres fordummende hus- og køkkenmiljø, vil det være umuligt at garantere reel frihed, vil det være umuligt bare at opbygge demokrati, for slet ikke at tale om socialisme

Uden kvindernes deltagelse kunne revolutionen ikke sejre. Derfor var spørgsmålet om at organisere kvinderne i kampen for kommunisme ikke bare vigtig for Lenin i tiden op til Oktoberrevolutionen, men også efterfølgende i opbygningen af Tredje Internationale, der skulle være redskab for at sprede revolutionen på verdensplan. Men kvindernes undertrykkelse under kapitalismen betyder også, at der generelt er færre kvinder organiseret i kampen. Det var et problem, som Lenin tog fat på.

»Hvorfor har vi ingen steder — ikke engang her i Sovjetrusland — lige så mange kvinder som mænd i partiet? Hvorfor er antallet af fagligt organiserede kvinder så lavt? Det giver grund til overvejelse. [...] Uden millioner af kvinder med os kan vi ikke udøve det proletariske diktatur, kan vi ikke opbygge på kommunistisk vis. Vi må søge vejen til dem, må studere, prøve os frem for at finde den.

Det er derfor også rigtigt, at vi rejser krav til gunst for kvinderne. [...] De rettigheder og sociale foranstaltninger, vi forlanger for kvinderne i det borgerlige samfund, er beviser for, at vi forstår kvindernes stilling og deres interesser og vil tage hensyn til dem under det proletariske diktatur. Naturligvis ikke som søvndyssende og patroniserende reformister, der optræder i en formynders rolle. Nej, slet ikke. Som revolutionære, der opfordrer kvinderne til som ligeberettigede at arbejde med på omskabelsen af det økonomiske liv og den ideologiske overbygning.«

Lenin pointerede igen og igen at kampen for arbejderkvindernes frigørelse ikke kan adskilles fra kampen for en socialistisk revolution. Ulighed og undertrykkelse kan ikke fjernes uden at gøre en ende på klassesamfundet. Men det betød ikke at han derfor afviste kampen for kvinders krav før revolutionen.

Kommunister beskyldes nogle gange uretmæssigt for at negligere kvindekampen som noget, der vil blive løst af revolutionen. Men det er tydeligvis ikke sandt. Det er rigtigt, at vi mener, at revolution er den eneste vej til at gøre en ende på kvindeundertrykkelse, men det betyder ikke at vi afviser kampen for demokratiske krav her og nu.

Vi kommunister sætter os ikke ned og venter på revolutionen, men kaster os ind i den daglige kamp. Som Lenin forklarede kan arbejderne mobiliseres gennem den daglige kap for reformer og demokratiske krav og gennem denne kamp bliver det kapitalistiske demokratis begrænsninger tydelige. Kommunisternes opgave er at vise behovet for at kæmpe for en revolution. Lenin forklarede, at jo friere og mere demokratisk et samfund er, jo tydeligere bliver det at problemet ikke bare er den ene eller anden lov, men kapitalismen selv:

»Retten til skilsmisse under kapitalismen vil i de fleste tilfælde ikke være realiserbar, fordi det undertrykte køn knuses økonomisk, fordi kvinden i selv den mest demokratiske stat under kapitalismen forbliver “husslave”, en slave af soveværelset, børneværelset og køkkenet. [...]

Kun dem, der helt er ude af stand til at tænke eller helt ukendte med marxismen, udleder heraf: Altså er republikken intet værd, frihed til skilsmisse intet værd, demokratiet intet værd, nationernes selvbestemmelse intet værd! Men marxister ved, at demokratiet ikke fjerner klasseundertrykkelsen, men kun gør klassekampen renere, bredere, mere åben og skarp; og det er, hvad vi har brug for. Jo mere fuldstændig friheden til skilsmisse er, jo mere tydeligt bliver det for kvinden, at kilden til hendes “husslaveri” er kapitalismen og ikke manglen på rettigheder. Jo mere demokratisk regeringssystemet er, jo mere tydeligt bliver det, at ondets rod ikke er manglen på rettigheder, men kapitalismen. [...] osv.«

Jo mere omfattende demokratiet er, jo tydeligere bliver det, at det ikke bare er manglen på demokrati, der er skyld i undertrykkelsen, men at undertrykkelsen er rodfæstet meget dybere: i kapitalismen og selve klassesamfundets strukturer.

Som nævnt tidligere så er kvindeundertrykkelse langt fra forsvundet fra lande i Skandinavien, på trods af lige demokratiske rettigheder til mænd og kvinder. Det er bliver tydeligere for flere og flere kvinder, at løsningen på sexisme, vold mod kvinder og deres status som andenrangsborgere, ikke ligger i parlamentet, men i nogle mere grundlæggende samfundsstrukturer. Vores opgave som kommunister er at kaste os ind i disse daglige kvindekampe, og samtidig bruge dem til at vise hvordan de er forbundet med klasseundertrykkelsen og derigennem øge bevidstheden om nødvendigheden af at bekæmpe kapitalismen.

Lenin sagde tydeligt, at dette vitale arbejde med at drage klassebevidste kvinder ind i den revolutionære bevægelse ikke blot var kvindernes opgave og han var imod en seperat kommunistisk kvindebevægelse. Det var hele partiets opgave. Det var nødvendigt at uddanne og inddrage alle kommunister på spørgsmålet om kvindeundertrykkelse og vigtigheden af revolutionært arbejde blandt kvinder, inklusiv de mandlige kammerater, hvis arbejdet skulle gennemføres med succes. Det betød endda nogen gange at overkomme modstanden fra mandlige kammerater:

»Man betragter den agitatoriske og propagandistiske virksomhed blandt kvindemasserne, deres vækkelse og revolutionering som en biting, som et anliggende for de kvindelige kammerater alene. Dem alene bebrejder man, at det ikke går hurtigere og kraftigere fremad med det. Det er forkert, bundforkert! Virkelig separatisme og kvindesagsideer à la rebours, som franskmændene siger, kvindesagsideer med modsat fortegn! [...] De færreste mænd — også blandt proletarerne —tænker på, hvor meget møje og besvær de kunne lette kvinden for, ja helt frigøre hende for, hvis de ville give en hånd med ved ’kvindearbejdet’. Men nej, det er imod ’mandens ret og værdighed’. Den forlanger, at han har sin ro og bekvemmelighed. Kvindens huslige liv er en daglig ofring ved tusind ubetydelige småting. Mandens herreret lever videre i det skjulte. Objektivt tager hans slavinde sin hævn derfor. Ligeledes i det skjulte. Kvindens tilbageståenhed, hendes mangel på forståelse for mandens revolutionære idealer mindsker dennes kampglæde og kampvilje. Det ligner et ganske lille kryb, der upåagtet, langsomt, men sikkert underminerer og søndergnaver. Jeg kender arbejdernes liv, ikke blot fra bøger. Vores kommunistiske arbejde blandt kvindemasserne, vores politiske arbejde blandt dem indbefatter en betydelig mængde opdragelsesarbejde blandt mændene. Vi må udrydde det gamle herrestandpunkt indtil den fineste lille rod. I partiet og blandt masserne. Det hører med til vor politiske opgave, lige såvel som den tvingende nødvendige uddannelse af en stab af kvindelige og mandlige kammerater, der grundigt skolet i teori- og praksis gennemfører og leder partiets virksomhed blandt de arbejdende kvinder.«

Kvindekampen og kommunismen

Kapitalismen befinder sig i en dyb krise. Det er ikke bare en økonomisk krise, men en historisk krise, der breder sig til alle porer af samfundet. Hvor end man ser hen, ser verden ud til at være ved at gå under i krige og klimakatastrofer. Sexisme, racisme, transfobi og andre former for diskrimination og undertrykkelse er hverdagskost. Denne krise mærkes særligt akut blandt unge, der oplever den på alle livets områder. Den betyder et forfald i kultur, menneskelige relationer og i vores psyke, som vi ser med den mentale sundhedskrise.

Det eneste som unge og arbejdere tilbydes, er afgrundsdyb pessimisme eller individuelle løsninger. Men kapitalismens krise betyder ikke bare sortsyn. Systemets blindgyde skaber et kvalitativt skift i bevidstheden blandt flere og flere, der ikke stiller sig tilfredse med individuelle løsninger. De leder efter ideer der kan give en vej ud af denne krise. Millioner af kvinder og mænd, verden over mobiliseres i kampen mod ulighed og undertrykkelse.

Alternativet til sortsyn og individuelle løsninger skal findes hos Lenin og Bolsjevikkerne. Deres svar var en kollektiv kamp mod hele systemet. De stoppede ikke ved kapitalismens rammer, men rev selve årsagen til undertrykkelsen og uligheden op med rode.

Det er den tradition, vi kommunister bygger på i dag. Vi kaster os ind i kvindekampen, men bevæbnet med det klare perspektiv, at den ikke kan adskilles fra kampen for kommunisme og at enhver der ønsker at bekæmpe kvindeundertrykkelse bør organisere sig i kampen for kommunisme. Lenin og Bolsjevikkerne påbegyndte kampen. Det er op til os at færdiggøre den, en gang for alle, og skabe et samfund, hvor mennesker kan være mennesker uden ulighed og undertrykkelse.

Join us

If you want more information about joining the IMT, fill in this form. We will get back to you as soon as possible.