Comeback til det liberale demokrati?

»Dette var året, hvor det liberale demokrati slog igen,« erklærede Janan Ganesh - en ikke særlig skarp klummeskribent fra Financial Times - den 15. november. Det argument, der blev fremført af FT’s korrespondent for international politik, gik på, at efter en periode med kaos, hvor “det fornuftige politiske etablissement” var blevet kraftigt miskrediteret, havde 2022 været det bedste år for liberalismen længe.

[Source]

Denne påstand vidner om en komplet mangel på forståelse af den politiske proces, som udfolder sig nu i samfundet.

I april sidste år blev Emmanuel Macron genvalgt som præsident i Frankrig, hvilket får FT’s klummeskribent til at hylde ham som “den mest succesfulde politiker i Vesten”.

Hvis dette er sandt, sætter det barren for liberal succes et par centimeter over gulvet.

Macron vandt 28 % af stemmerne i 1. valgrunde i præsidentvalget sammenlignet med 34 % af vælgerne, som enten ikke stemte eller stemte ugyldigt, og over 50 % som stemte for anti-etablissement kandidaterne fra venstre- og højrefløjen. De traditionelle etablerede partier (Socialistpartiet og Republikanerne) som har regeret Frankrig i årtier, blev reduceret til bare 7 % af stemmerne til sammen.

Valget i Frankrig: et nederlag for det politiske system

I den 2. valgrunde så vi den laveste valgdeltagelse i 50 år, hvilket betød at kun omtrent 20% af den franske befolkning stemte på Macron.

Det var kun fordi, de andre partier på venstrefløjen (inklusivt Kommunistpartiet) førte en splittende politik, at den venstreorienterede kandidat, Jean-Luc Mélenchon, ikke gik videre til anden valgrunde. Havde den franske befolkning stået overfor et tydeligt valg mellem “højre” og “venstre”, havde polariseringen blandt de franske masser måske skabt et markant andet valgresultat.

I det efterfølgende parlamentsvalg tabte Macrons parti over 100 mandater og dets parlamentariske flertal, hvilket tvang ham til at indgå en aftale med partiet National Samling (tidligere Front Nationale).

Hvis Macron er Vestens mest succesfulde politiker, så er det ihvertfald ikke udtryk for, at det liberale demokrati står stærkt.

Over de sidste mange år har Macron angrebet de franske arbejderes pensioner og pensionsalder, og han har erklæret krig mod de ansatte i den offentlige sektor. Yderligere angreb er på vej, i takt med at inflationen tager fat, forventninger til økonomisk vækst nedjusteres, og en stærk stigning i arbejdsløshed og fattigdom er at forvente. De franske arbejdere har fået nok og leder efter en udvej.

Strejker ligger i kortene, de etablerede partier er miskrediterede, Macron har meget lidt opbakning, og anti-etablissementspartierne har opnået betydelig fremgang. Det er en opskrift på polarisering og klassekamp, som det liberale demokratiske system vil være ude af stand til at lede ad sikre kanaler og inddæmme.

Det britiske demokratis farce

I Storbritannien lovpriser Ganesh Boris Johnsons og Liz Truss’ politiske fald og erklærer, at Rishi Sunak som ny premierminister er en “moralsk opgradering”.

Det er svært at se, hvordan Sunak skulle være et eksempel på det liberale demokratis styrke, i lyset af at hans vej til magten var gennem, hvad der reelt set var et kup gennemført af finanskapitalen.

Han spillede en instrumental rolle i at vælte Boris Johnson - premierministeren som vandt valget i 2019. I det efterfølgende premierministervalg, hvor kun 140.000 medlemmer af det Konservative Parti stemte, tabte Sunak til Liz Truss.

Efterfølgende gik en koalition af ikke-valgte statslige og internationale institutioner i aktion. Finansministeriet, IMF, the Office for Budgetary Responsibility og de finansielle markeder, som ikke brød sig om Truss’ økonomiske dagsorden, afsatte hende efter blot 45 dage på posten. Bag kulisserne sørgede de derefter for at fjerne alle konkurrenter, for at sikre at Sunak fik posten som premierminister uden modstand.

Der er nok ingen ledere af et demokrati, der har et svagere demokratisk mandat end Sunak. Han er hverken blevet valgt af befolkningen eller af medlemmerne af sit eget parti. Han blev premierminister gennem et kup begået af etablissementet.

Det tegner et billede af et ekstremt svagt liberale demokrati, hvor etablissementet og bankerne fandt det nødvendigt, og lykkedes med, at sætte dets normale funktioner ud af spil, da de ikke leverede, som de ønskede. Prisen for at sikre at deres mand blev premierminister var, at de måtte udstille, hvor hult deres demokratiske system i virkeligheden er.

Krise og polarisering i Brasilien

Ganesh er lykkelig over Jair Bolsonaros nederlag i det brasilianske præsidentvalg i oktober; ligeså var de brasilianske arbejdere og unge.

Men kan det brasilianske præsidentvalg virkelig anses som en triumf for levende liberale demokratiske værdier?

Arbejderpartiets (PT) kandidat, Lula, vandt valget med 50,9 % af stemmerne sammenlignet med 49,1 % til Bolsonaro. Sidstnævnte øgede sin stemmeandel med over 6 millioner stemmer mellem første og anden valgrunde, mens Lula kun fik 2,6 millioner mere. Bolsonaros parti er det største i kongressen og senatet, og det kontrollerer de tre mest folkerige delstater: São Paulo, Rio de Janeiro og Minas Gerais.

Landet er fortsat dybt polariseret, og ingen har tillid til de statslige institutioner, selv ikke dem hvis interesser de forsvarer. Politiet forhindrede aktivt folk i at afgive deres stemme til valget, og der var udbredt spekulation om, hvorvidt Bolsonaro, med hjælp fra den base han har i hæren, ville nægte at acceptere valgresultatet.

Det fremprovokerede stærke appeller fra imperialisterne og kapitalistklassens repræsentanter, både i Brasilien og internationalt, til Bolsonaro om ikke at destabilisere situationen, hvilket han tydeligvis havde været i stand til.

I kontekst af landets udbredte sociale krise og ekstreme ulighed, balancerer det liberale demokrati i Brasilien på en knivsæg. Med Lulas løfter om »finanspolitisk disciplin« (med andre ord: nedskæringer), vil den voksende vrede ikke bare rette sig imod det ene eller andet parti eller individ men mod hele systemet.

USA: Demokraterne tabte ikke så meget som frygtet

Afslutningsvis tilslutter Ganesh sig hele verdens liberalisters sejrsdans, i deres fejring af, at Demokraterne i USA tabte mindre end forventet ved midtvejsvalget i november.

Disse overstrømmende selv-lykønskninger kom efter, at Joe Biden og store dele af medierne havde advaret om, at selve demokratiet var i fare ved midtvejsvalget. Hvis Republikanerne havde vundet, påstod de, ville afgørende dele af statsapparatet ende i hænderne på folk, som ville bruge det til at undergrave demokratiet i USA.

Dette var ikke bare politisk retorik. Det amerikanske etablissement er oprigtigt bekymrede for, at Donald Trump-støttede kandidater ville bruge deres positioner som folkevalgte til at manipulere fremtidige valgresultater. At en sådan trussel fremføres seriøst i det mest magtfulde liberale demokrati i verden, udstiller liberalismens dybe svaghed.

Ved midtvejsvalget endte Republikanernes fremgang med at blive mindre end forventet. Men hvad var hovedårsagen til, at deres fremgang ikke blev større? En af hovedårsagerne skal findes i Højesterets omstødelse af Roe v. Wade. Denne handling fra Højesteret antændte en enorm vrede over den trussel, som beslutningen udgjorde mod abortrettigheder - og miskrediterede Højesteret selv; denne vigtige søjle i den liberale demokratiske orden! På lang sigt udgør dette ikke ligefrem en sejr for den liberale midte.

Af de 230 kandidater, som blev støttet af Trump, og som etablissementet frygtede, var en trussel mod det liberale demokrati, vandt over 200 af dem deres valg og dermed kontrollen over Repræsentanternes Hus.

Samtidig undlod 73 % af unge mellem 18-29 år at stemme i disse valg, på trods af at de havde fået at vide, at »demokratiet var i fare«. Mange var mere bekymrede over inflation og løntilbageholdenhed end over abstrakte værdier som liberalt demokrati, der ikke har budt dem andet end årtier med lønnedgang og stagnation.

Resultatet af en Trump vs. Biden-valgkamp om præsidentposten i 2024, med en eskalerende økonomisk krise som bagtæppe, vil være voksende desillusion med det liberale demokratiske system, som ikke løser nogle af de fundamentale problemer, almindelige mennesker står overfor.

Hvorfor sker det?

Det “liberale comeback”, som Ganesh hylder, er i virkeligheden en syg patients hakkende hoste. På trods af overfladiske tegn på vitalitet, er dets livskraft stærkt aftagende.

Det liberale demokrati er kapitalismens største landvinding på statskunstens arena. Det tilbyder individuelle friheder, valg og grundlove. Derudover er det designet til at opretholde en facade af, at vi har kontrol over vores eget liv og samfundet som helhed.

Alt imens er det en lille klasse af rige individer, som ejer bankerne, jorden og de store virksomheder, der tager de afgørende valg, som påvirker alle menneskers liv.

Men den voksende krise i den globale kapitalisme betyder, at systemet ikke længere kan forsvare sine største landvindinger. I takt med at arbejderne leder efter en vej ud af krisen, bliver alle dele af statsapparaterne kigget efter i sømmene og sløret begynder at flosse.

Politiet, domstolene, skolerne, medierne, embedsværket og hæren bliver politiseret, udstillet og miskrediteret i det ene land efter det andet.

Kapitalismens krise fremprovokerer bevægelser blandt arbejdere og unge, som gennem kampe lærer det liberale demokratis sande funktion: At være et pænt dække for den herskendes klasses statsapparat. Som følge heraf går også det liberale demokrati i krise.

Det er kun på grund af manglen på et virkeligt alternativ, og takket være assistancen fra de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen, at dette skrantende system kan fortsætte.

Hvad må der gøres?

I stedet for at fejre små liberale “sejre” bør vi spørge, hvordan vi kan erstatte dette kriseramte liberale demokratiske system med et system, som vil være i stand til at tilfredsstille arbejdere og unges ønsker og behov.

Arbejderkontrol og ledelse er basis og forudsætning for et socialistisk samfund, omkring hvilket en planøkonomi og statsstrukturer kan bygges.

Så længe disse ideer er fraværende i arbejderbevægelsen, vil enhver anti-establishment stemning, og desillusionering med det liberale demokrati, kun gavne typer som Marine Le Pen, Boris Johnson, Jair Bolsonaro og Donald Trump. Arbejdere og unge har brug for en revolutionær socialistisk ledelse, der kan skære igennem disse højrefløjsdemagogers løgne.

Krisen i det liberale demokrati er et symptom på den generelle krise i kapitalismen. Det kan kun løses med arbejderdemokrati og socialistisk revolution.

Join us

If you want more information about joining the RCI, fill in this form. We will get back to you as soon as possible.