De amerikanske marxisters kongres: forberedelser til revolution

USA er et kæmpe land med næsten 300 byer med over 100.000 indbyggere. Men marxisterne lader sig ikke afskrække fra den historiske opgave med at bygge en stærk og velorganiseret revolutionær tendens indenfor arbejderbevægelsen på nationalt plan. Vi forpligter os med al vores energi og urokkelig tillid til vores idéer og den amerikanske arbejderklasses revolutionære fremtid. Det var temaet og attituden på den nationale kongres hos "Workers International League" i Pittsburgh over weekenden den 24-25. maj i år.

Efter et årti med tålmodigt arbejde for små fremskrift rundt i landet, med at samle det første medlemsgrundlag - kimen til rygraden i en fremtidig stærk revolutionær kraft – nåede Workers International League et kvantitativt vendepunkt i år. I forhold til den enorme opgave, det er at lede en socialistisk omdannelse af samfundet, er vi stadig en meget beskeden kraft: alligevel kunne vigtigheden af det, der indtil nu er opnået føles af alle på kongressen. Enhver stærk marxistisk organisation har skullet igennem de samme faser i den tidlige udvikling, inklusiv Bolsjevikpartiet. Det, der sikrer vores fremtidige, succes er ikke at starte med store medlemstal og eksplosiv vækst fra begyndelsen. Derimod er det korrekte idéer og metoder, sammen med tålmodigt arbejde og en proportionssans, som vil lede os støt fremad og forberede os på de enorme begivenheder historien har i vente.

Lørdag morgen, samledes alle i et stort auditorium i University of Pittsburgh forberedt på dagen med morgenmad, kaffe og socialisering. Alle blev budt velkommen til kongressen, og byen, og revolutionære hilsner til kongressen blev læst højt sammen med diverse solidaritetserklæringer fra andre af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) sektioner bl.a. Storbritannien, Pakistan, Italien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Sverige, Mexico, Argentina, Spanien, Belgien og Brasilien. Efter dette godkendte kongressen de delegerede valgt af deres afdelinger fra hele landet. Der var et rekordstort deltagerantal i år med kammerater fra New York City, Dallas, Boston, St. Louis, Minneapolis, Madison så vel som New Jersey, Californien, Georgia, Vermont og en delegation af kammerater fra Canada.

Perspektiv for verdensrevolution

Dagsordenen for den første dag var fokuseret på politiske perspektiver, startende med perspektivet for verdensrevolutionen og dernæst amerikanske perspektiv. Rob Sewell fra IMT’s Internationale Sekretariat i London startede med et oplæg om verdensperspektivet, baseret på et dokument, som bliver diskuteret i alle IMT’s sektioner verden over, og som skal vedtages på verdenskongressen senere på sommeren.

Rob forklarede, at verdenshistoriens rytme blev ændret ved krisens udbrud i 2008. Det har indvarslede den mest begivenhedsrige og turbulente epoke i menneskehedens historie: den socialistiske verdensrevolutions epoke. De sidste rester fra efterkrigsopsvinget, det skin af stabilitet det gav, er blevet sprængt i tusind stykker, nu ser vi revolutioner og kontrarevolutioner udfolde sig i det ene land efter det andet.

Med Sovjetunionens kollaps for 20 år siden fejrede borgerskabet det påståede "end of history" (historiens endeligt), men illusionerne blev skudt i sænk med krisen i 2008. Efter årtiers forfølgelse af Marx’ idéer og dans på hans grav, hjemsøges borgerskabet stadig af hans spøgelse. I dag befinder kapitalismen sig i den dybeste krise i sin historie. Selvom den eksakte dato og klokkeslæt ikke kunne forudsiges, forudsagde marxisterne disse udviklinger på forhånd. Så tidligt som i 1960 i "Will There Be a Slump?", mens alle på højre- og venstrefløjen tilsluttede sig illusionen om, at kapitalismen havde løst sine problemer og ikke længere var truet af endnu en "Great Depression", holdt Ted Grant, grundlæggeren af hvad der skulle blive til den Internationale Marxistiske Tendens, fast i den Marxistiske analyse. Han forklarede at på trods af efterkrigsopsvingets størrelse, er "de grundlæggende love i en kapitalistisk økonomi […] forblevet intakte [...] uanset hvad det præcise tidspunkt bliver, er det fuldstændigt sikkert, at efterkrigsopsvinget, som er uden fortilfælde, må følges af en periode med katastrofal nedgang, hvilket vil have en grundlæggende effekt på den politiske tænkning og vil styrke arbejderbevægelsens rækker på ny."

I dag er den kunstige overflade med vækst og fremgang veget for en eksplosiv situation på verdensplan, hvor den mindste hændelse kan antænde en revolutionær bevægelse. I Brasilien blev busbilletpriserne hævet, og millioner af folk var pludselig på gaden. I Tyrkiet planlagde man at fjerne en park for at gøre plads til et indkøbscenter, indenfor 48 timer var befolkningen i Istanbul gået fra tilsyneladende ro til en oprørsbevægelse, i slåskamp mod politiets vandkanoner og tåregas. Intet land på jorden er immunt overfor denne ”kritiske tilstand”.

En nedadgående spiral i levestandarden og kapitalistisk krise over hele Europa har ført til massedemonstrationer og utallige generalstrejker på hele kontinentet de sidste par år. I Grækenland er der allerede en overvældende stemning for revolutionær forandring. Resten af Europa er ikke langt bagefter, med mange lande der stadig er ramt rekordhøj arbejdsløshed, over et halvt årti efter krisen. Alt hvad politikerne kan tilbyde er nedskæringer - flere besparelser, som de kalder "finanspolitisk ansvarlighed". Overalt bliver arbejderklassen bedt om at betale for krisen, og det påvirker dybt den sociale opfattelse.

Kinas march ind på verdensmarkedet gav kapitalismen et midlertidigt pusterum. Industriproduktionen steg, da fabrikkerne rykkede til Kina, og andre "vækstøkonomier" blev stimuleret af kinesisk efterspørgsel på råstoffer fra Sydamerika, Asien og Afrika. Indtil for nyligt havde kapitalens strateger stadig en optimistisk tro på, at vækstraterne ville fortsætte, men i dag er al vækst blevet til "overkapacitet", eller, i marxistisk terminologi - overproduktion - den fundamentale grund til alle kriser i kapitalismen. Den forhenværende vækst var baseret på de kinesiske arbejderes usselt lave lønninger og arbejdsvilkår, og i dag er der en voksende utilfredshed i det kinesiske samfund med et stigende antal strejker, demonstrationer og selvmord på fabrikkerne. Al energien i denne efter sigende eksplosive vækst i disse "vækstøkonomier" bliver nu omdannet til en eksplosiv klassekamp i alle regioner.

Det fælles træk ved alle disse revolutionære udviklinger rundt om i verden er den næsten totale mangel på en revolutionær marxistisk ledelse med tilstrækkelig styrke og rødder i arbejderklassen og dens organisationer. I dette øjeblik, hvor kapitalismen ud over enhver tvivl har vist sig historisk bankerot, klynger den nuværende ledelse af arbejdernes masseorganisationer sig til systemet, som det eneste mulige system og nægter at udtrykke bare den mindste af massernes utilfredshed. Det er den fundamentale modsætning i vor tid.

For et år siden rystede jorden under kraften fra 17 millioner egyptere, der gik på gaden i den egyptiske revolutions anden store bølge, der denne gang væltede præsident Morsi. Magten var i de egyptiske massers hænder; de kunne ikke bare let have fejet Mubarak, Morsi og alle det gamle regimes andre korrupte ledere af banen, de kunne hurtigt have væltet kapitalismen selv! Alt, hvad der var nødvendigt, var en fremsynet ledelse, der kunne lede masserne i en ekspropriation af økonomiens nøglesektorer, der bragte dem under arbejdernes demokratiske kontrol. I fraværet af et sådant program opstod der et magttomrum, og militæret fik lov at samle tømmerne op - en vigtig lære for revolutionære bevægelser overalt. Men de egyptiske masser har endnu ikke sagt det sidste i denne sag. Den nye Al Sisi regering kan ikke opløse kapitalismens uløselige modsætninger; han vil også møde den samme skæbne som Mubarak og Morsi fra den mægtige egyptiske arbejderklasse.

Amerikansk perspektiv

I forlængelse af diskussionen om verdensperspektiv fremhævede John Peterson, generalsekretær for Workers International League, forskellige historiske processor som har udfoldet sig i det amerikanske samfund i den seneste periode, der er tydelige indikationer på, at der er en storm under opsejling i USA, ligesom i resten af verden. På trods af den tilsyneladende ro i USA siden Occupy bevægelsen i 2011 har ”historiens muldvarp” undergravet den engang tilsyneladende mægtige amerikanske imperialisme over en lang periode. I dag kan en skjult understrøm af utilfredshed føles på alle samfundets niveauer: en advarsel til den internationale kapitals strateger, der sætter deres lid til at de amerikanske forbrugere hiver resten af verdensmarkedet ud af krisen ved at øge deres forbrug.

"Verdensøkonomien er faretruende afhængig af USA... Forbruget udgør næsten 70 procent af det amerikanske BNP og omkring 16 procent af den globale efterspørgsel. Eksportører overalt håber derfor på, at de amerikanske forbrugere vil komme dem til undsætning."

Hvad er udsigten for denne borgerlige strategi?

Økonomien er i sit sjette år af den historisk svageste "bedring" efter en krise, endnu engang drevet af en massiv vækst både i offentlig og husholdningers gæld. Den amerikanske nationalbank prøver desperat at holde systemet oppe ved at pumpe over en milliard dollars ud om dagen gennem deres "kvantitative lettelser". Men markedet har trodset alle forsøg på stabilisering. De jobs, som er blevet skabt, er hovedsageligt lavtlønnede deltidsjobs i servicesektoren. De sidste 5 år er 95 procent af al ny indkomst, der er skabt, gået til den rigeste 1 procent, mens 20 millioner er "underbeskæftigede" eller arbejdsløse.

Den amerikanske kapitalismes forfald er et umiskendeligt faktum, som kan føles af millioner i dag. Obamas karismatiske 'change' kampagne i 2008 såede illusioner lig dem mange havde til John F. Kennedy og F. D. Roosevelt. Men hele den historiske situation har ændret sig, og Obama kan end ikke levere selv de små former for løfter, som de ovennævnte præsidenter opfyldte under pres fra en styrket arbejderbevægelse og den amerikanske imperialismes position. På toppen af efterkrigsopsvinget kunne USA tage til månen, men nu står amerikansk imperialisme et helt andet sted.

Med Sovjetunionens fald blev USA den ubestridte, overlegne økonomiske magt i verden, men 20 år senere tager historien sin hævn. Det eneste, Obama kan levere, er flere nedskæringer, og bitter skuffelse til millioner af håbefulde amerikanske unge og arbejdere. NASA, engang landets kronjuvel, oplever nedskæringer hvert år og er ikke langt fra lukning. De hurtigst voksende industrier er ’fast food’ og discount. Borgerskabet hamstrer penge gennem spekulationer, mens de sidder på billioner af dollars af potentielt produktiv kapital, som de nægter at investere på grund af den irrationelle overproduktion i systemet.

Langsomt men sikkert er den amerikanske arbejderklasse ved at vågne op til klassekampens realiteter. På trods af manglen på et masseparti, der udtrykker arbejderklassens interesser bare minimalt, har vigtige kampe over hele landet fanget millioners opmærksomhed. Massebevægelsen i Wisconsin, Occupy-bevægelsen, bevægelserne blandt arbejderne i ’fast food’ industrien og Wal-Mart sammen med talrige andre bevægelser for at hæve mindstelønnen, er alle klare tegn på en voksende utilfredshed og radikalisering. Vigtige politiske konklusioner drages. Der er en overvældende afvisning af både Demokraterne og Republikanerne blandt de unge og 60 procent af alle amerikanere siger, at de går ind for et tredje masseparti.

Potentialet er større end nogensinde før for et nationalt massearbejderparti i USA. Arbejderledernes nuværende kynisme og klassesamarbejdspolitik vil før eller senere blive erstattet af en ustoppelig bølge af aktive radikalisering i arbejderklassen. Allerede nu er strømmen ved at vende, og med tiden vil klassekampens intensivering forberede den amerikanske arbejderklasses helhjertede støtte til et socialistisk program – forudsat at der findes en organiseret tendens, som systematisk fremsætter et sådant program. Det er den opgave, WIL og kammeraterne i IMT har sat sig for at gennemføre, og derfor de beslutsomt arbejder på at bygge marxismens kræfter på verdensplan.

Det amerikanske perspektiv blev vedtaget af kongressen og kan læses HER.

Denne rapport har været i juli-august nummeret (nr. 95) af Socialistisk Standpunkt. Køb abonnement!