I søndags tog den tyrkiske krigsmaskine, støttet af de såkaldte syriske oprørstroper, kontrol over den kurdiske by Afrin i det nordøstlige Syrien. Mens de vestlige medier havde travlt med at fordømme Assad-regimets offensiv mod de islamistiske styrker i Damascus forstad Ghouta, havde de, ikke overraskende, overhovedet ingen opmærksom rettet mod den brutale nedslagtning af kurdere, som vel at mærke aldrig har angrebet Tyrkiet.
I en tale efter Afrins fald, sagde den tyrkiske præsident Recep Tayyib Erdogan: ”Freden og sikkerhedens symboler vejrer nu over Afrins bycenter, ikke terrororganisationens klude. De fleste af terroristerne stak halen mellem benene og flygtede. Vores specialenheder og medlemmer af Den Frie Syriske Hær renser ud for resterne af deres styrker og de fælder, de efterlod sig.”
Timerne og dagene siden Afrins fald, har bevist uden skyggen af tvivl, at der intet fredfyldt er over besættelsestropperne som nu kontrollerer byen. Billeder efter de kurdiske kamptroppers tilbagetrækningen fra Afrin viser soldater, der flager med det tyrkiske flag fra bygninger og oprørstropper, der river en statue af den kurdiske mytologiske revolutionære helt Kawa Haddad, ned. Men vigtigere end ødelæggelsen af symbolerne for den kurdiske kamp, som har været i fokus i de fleste vestlige medier, er terroren der er blevet sluppet løs mod civilbefolkningen.
Anholdelser af civile og hævn mod kvinder, der ikke bærer slør, er også blevet rapporteret af vidner, der flygtede fra byen. Mange videoer, der cirkulerer på sociale medier, viser tyrkisk-støttede tropper, der tæsker civile og kalder dem ”svin”. Lignende videoer er også blevet vist med militsmænd, der tæsker og mishandler kurdiske soldaters lig, mens de kalder dem nedværdigende ting og råber ”Allahu Akbar”. I kølvandet på Afrins fald var der talrige eksempler på fotos af tyrkisk-støttede lejesoldater, der brød ind i butikker og huse, og kom ud med mad, udstyr, tæpper eller hvad der nu kunne plyndres, mens de stolt poserede foran kameraerne med den jihadiske et-fingers salut. Det er et vidnesbyrd om den ”frie” vestlige presses professionelle niveau, at billeder af disse salafistiske jihadistiske galninge blev vist frem som ”frihedselskende syriske oprøre”.
Sandheden er, at Den Frie Syriske Hær i lang tid har været et tyndt dække over et lag af reaktionære islamistiske militser. Lejesoldaterne, der nu kæmper for Tyrkiet, er ikke anderledes. De indeholder en mangfoldighed af jihadistiske elementer, der i blandt veteraner fra ISIS og al-Qaida, som i særlig grad har været rekrutteringsmålet for den tyrkiske proxy-hær, som nu gør det beskidte arbejde i Afrin. De bliver selvfølgelig støttet af tyrkiske tanks, kampfly, helikoptere og semifacistiske nationalistiske brigader, som er rekrutteret i selve Tyrkiet. Denne ”fredsommelige” broderskab har hensynsløst bombet (også med napalm) de forsvarsløse kurdiske civile, deres hjem, deres veje selv nødhjælpskonvojer med mad og medicin.
Ikke desto mindre, har de vestlige medier trofast genfortalt Tyrkiets fortælling, med kun enkelte betydningsløse forbehold. Vestens handlen står i stærk kontrast til den grad, de samtidig viser overfor Assad-regimets offensiv mod det østlige Ghouta, en forstad til Damascus, som er kontrolleret af de mest reaktionære islamistiske styrker, som regelmæssigt hensynsløst bomber Damascus.
Spurgt om offensiven i Afrin, var det eneste en amerikansk topembedsmand kunne sige, at
”Vi håber at operationen i Afrin vil være hurtigt overstået og vi har sagt, at vi ved Tyrkiet gør alt, de kan for at begrænse civile tab. Vi har ingen tvivl om disse bestræbelser”
Det vil sige, at amerikanerne håber på en hurtig sejr til Tyrkiet og ikke kurdere, som de ellers angiveligt er allierede med. I løbet af offensiven har amerikanerne kynisk gjort det klart, at de ikke vil støtte kurderne i Afrin, fordi Afrin ikke længere udgør noget strategisk formål for amerikanerne. Den britiske udenrigsminister Boris Johnson er gået så langt som at insistere på at ”Tyrkiet har ret til at ville sørge for, at dets grænser er sikre”. Samtidig er Tyskland fortsat med at levere avanceret våbenudstyr til Tyrkiet. Trods nogen i vesten græder krokodilletårer over de islamistiske barbarers plyndringer, kan der ikke være nogen tvivl om, at den vestlige imperialisme fuldt ud støtter den tyrkisk-støttede aggression.
Trods al deres snak om at bekæmpe Islamisk fundamentalisme, har de vestlige kræfter, sammen med deres allierede fra Golfen, været jihadisternes største sponsorer, og selv nu støtter de disse pjaltelejesoldater bestående af ex-ISIS- og Al-Qaeda-styrker mod den allermest effektive styrke, der bekæmpede ISIS.
Imens opfører Rusland sig på ingen måde anderledes end de vestlige imperialister og lagde grunden for offensiven ved at fjerne alle dets ”fredsbevare” fra Afrin og åbne det syriske luftrum for Tyrkiet, mens Iran og Assad-regimet modvilligt har accepteret offensiven. På den ene side har Rusland spillet Tyrkiet ud mod USA, men de har også villet undgå, at deres allierede Iran blev for stærk på landjorden i Syrien. Uden nogen større styrke på landjorden i Syrien, ønsker Rusland at balancere andre kræfter ud mod hinanden, så Rusland kan flytte deres vægt rundt efter egne interesser.
De iranskstøttede styrker sendte en symbolsk styrke på et par hunderede Shia-militsmænd til Afrin for at kæmpe med kurderne, men mens Iran ønsker at hindre Erdogans magt inde i Syrien, ser de også den kurdiske uafhængighed som en trussel, der kan inspirere de iranske kurdere, på et senere tidspunkt. Iran og Tyrkiet spiller om at opdele lunser af det vestlige Syrien for at dominere som lensherrer på den anden side af krigen i Syrien. Der er ikke plads til en uafhængig kurdisk enhed i denne ligning.
Hvad angår Assad er han på dette stadie fange af sine allierede og har meget lidt at sige, hvad dette angår. Ikke desto mindre, er han glad for at se den kurdiske bevægelse svækket, så de kan afstå uafhængigheden til et samlet Syrien i fremtiden. Selvom han tillod nogen kurdiske kæmpere at krydse fra de østkurdiske områder til Afrin, var dette stærkt kontrolleret og på bekostning af, at kurderne afstod et større kvarter i Allepo til regimets styrker.
I sidste ende, uanset hvor meget disse kræfter bekæmper hinanden, er det i deres fælles klasseinteresse at knuse den kurdiske bevægelse, sammen med dens demokratiske bedrifter, som underminerer deres egen måde at herske i regionen. At bruge de mest reaktionære Jihadistiske elementer, er naturligvis ikke noget problem (for begge sider), så længe de herskende klassers smalle interesser fastholdes.
Erdogan skjuler ikke, at han ønsker at knuse de områder, der nu er under kurdisk kontrol i Syrien. For ham er enhver snert af uafhængighed en trussel, der kan sprede sig til de kurdiske områder i Tyrkiet, hvor der bor millioner af undertrykte kurdere. Den kurdiske bevægelse i form af Folkets Demokratiske Parti (HDP) er blevet et vigtigt samlingspunkt for de første stadier af den stigende klassekamp i Tyrkiet. Hjulpet af den ynkelige loyale opposition i Folkets Republikanske Parti (CHP), har Erdogan formået at oppiske et ekstrem anti-kurdisk nationalistisk hysteri og har dermed mobiliseret de mest reaktionære lag af det kurdiske samfund bag sig. I denne sammenhæng, og da Erdogans støtte i hans traditionelle valgkredse er i tydeligt fald, som man så ved forfatnings-folkeafstemningen sidste år, så er offensiven i Afrin blevet et omdrejningspunkt for at sikre Erdogans AKP en sejr i det kommende parlamentsvalg.
Forbundet med dette er offensiven i Afrin en del af Erdogans plan om at sikre det nordlige Syrien som en kanal til at sprede tyrkisk indflydelse dybere ind i Mellemøsten. Så snart den militære rydning af Afrin har fundet sted, er der ingen tvivl om at Tyrkiet, i overensstemmelse med traditionerne fra Det Osmanniske Rige, vil forsøge at allokere hundredtusindvis af syriske arabiske flygtninge til Afrin, for etnisk at udrense dens kurdiske udtryk, og skabe et Sunni-arabisk protektorat, der kan tjene som kanal til at sprede Erdogans indflydelse til Syrien og videre.
Efter Afrin, er Erdogans næste mål at sikre byen Manbij, noget amerikanerne er villige til at samarbejde om - ifølge Tyrkerne. Længere fremme krystalliserer en lignende plan sig for de kurdiske områder øst for Euphatesfloden såvel som Sinjarbjerget i det nordlige Iran. Alt dette vil danne et springbræt for AKP’s ny-osmanniske drømme om at dominere byerne Allepo, Mosul, Erbil og Kirkuk i fremtiden.
USA er, i princippet, ikke modstandere af Tyrkiets planer. Den amerikanske imperialisme bruger de kurdiske styrker som et stærkt kort på hånden, der kan forhandles for at fastholde deres dominerende position i Mellemøsten. Den amerikanske administration er gået så langt som til at forklare, at alliancen med kurderne kun er midlertidig. Når alt kommer til alt, er Tyrkiet med dets nøgleposition i NATO og det, at de udgør den største industrielle magt i Mellemøsten, langt mere vigtig for den amerikanske kapitalisme, end det kurdiske folks skæbne. Det faktum, at nogle vestlige medier nu pludselig har fået øje på (nogen) af ”oprørernes” uhyrligheder, er intet mindre end en kynisk måde at bruge kurdernes situation som en måde at få indrømmelser fra Tyrkiet til dem selv.
Omringet fra alle sider og uden nogen kommer til undsætning, har de kurdiske ledere besluttet af trække sig ud af Afrin for at fastholde deres styrker. De har annonceret et nyt stadie af guerillakamp mod besættelsestropperne. Fra et rent militært synspunkt og stående overfor et direkte sammenstød med hele den tyrkiske hær og de jihadistiske bander, ser dette ud til at være den eneste mulighed. Det viser hinsides al tvivl, at det kurdiske folk ikke kan stole nogen som helst af de større kræfter, der er i regionen. Som vi har pointeret ved flere lejligheder, ”små” nationers betydning skifter i de store kræfters spil og magtkamp. Når de er færdig med at bruge dem, har de ingen kvaler ved at knuse dem eller lade andre gøre det.
På den anden side har kurderne mange allierede i blandt undertrykte arbejdere og unge i regionen. Rojava Revolutionen opstod som en del af den tidlige Syriske Revolution og den lykkedes kun på basis af dens revolutionære og demokratiske metoder, som appellerede til brede lag af arbejdere og fattige i regionen. Dette viser vejen frem for den kurdiske frihedskamp.
I Iran, hvor masserne begynder at bevæge sig i en revolutionær retning, er vejen open for den kurdiske bevægelse med til at forme en enhedsfront med de Iranske masser imod Mullah-regimet i den næste periode. Ligeledes, i Irak, er der kæmpe potentiale for at udvikle og sprede et radikal venstrefløjsbevægelse med et tydeligt program om at befri kurderne. Først blandt kurderne selv, som hader det forræderiske Barzani-og-Taliban semi-stammestyre næsten lige så meget som de hader centralregeringen selv. Og for det andet, også blandt de irakiske arbejdere og unge, som ikke ser nogen fremtid i det sekteriske rod og de korrupte gangstere, der udgør den nuværende magt i Baghdad.
I Tyrkiet er den kurdiske bevægelse blevet fremtrædende ved at stå frem som en radikal anti-establishment kraft, ikke kun for kurderne, men på klassebasis på tværs af nationale skel. Med tilbagegangen i den tyrkiske økonomi, er klassekampen blevet mere intens og med en erodering af Erdogans styre, vil den næste periode have flere muligheder for at appellere til den tyrkiske arbejderklasse mod dens undertrykkere.
Selvom omstændighederne kan gøre guerillataktik nødvendigt, kan denne kun tjene som en hjælpemetode til samlet klassekamp. Erdogans styrkes vigtigste holdepunkt er evnen til at oppiske nationalistisk hysteri. Godt hjulpet på vej af den såkaldte opposition i Tyrkiet, skærer han gennem klassekampen og samler en del af arbejderklassen bag sig. Opgaven for alle revolutionære, der kæmper mod den tyrkiske herskende klasse, er at bryde denne kunstige alliance, som ikke kun sigter mod at undertrykke kurderne men også den tyrkiske arbejderklasse, som i den nationale sikkerheds navn og ”enhed” ser deres egne forhold blive undermineret af de tyrkiske kapitalister.
Vi støtter helhjertet det kurdiske folks kamp for at retten til at leve frit og som de ønsker det og kampen for deres eget hjemland. Deres kamp er den samme som alle arbejdere og unge mod kapitalistklassen på verdensplan. De samme folk som påtvinger nedskæringspolitik og angriber levestandarden for det store flertal og som samtidig akkumulerer enorme rigdomme til dem selv, er medskyldige i at smadre civiliserede forhold i Mellemøsten og at angribe de helt rimelige krav fra kurderne om at afgøre deres egen skæbne. Den eneste løsning er at tage kampen op mod den herskende klasse og det kapitalistiske system, den repræsenterer