I år er det 50 år siden, at den revolutionære argentiner Che Guevara blev dræbt i en CIA organiseret militæraktion i Bolivias jungle. Che Guevara, hvis ansigt næsten alle mennesker i verden kender fra protestbannere, plakater, T-shirts og andet merchandise, er blevet et symbol for den Cubanske Revolution og kampen imod imperialistisk undertrykkelse. På trods af visse fejltagelser tjener hans selvopofrelse, ærlighed og beslutsomhed stadig i dag som en kilde til inspiration for vor tids revolutionære.
Ernesto Guevara de la Serna blev født i Rosario, Argentina, i 1928. Senere hen flyttede han til den moderne storby Buenos Aires for at studere medicin. I 1951 drog han sammen med vennen Alberto Granado ud på en episk motorcykelrejse igennem Latinamerika. I løbet af deres rejse begyndte den unge Ernestos politiske bevidsthed at tage form.
Særlig vigtigt i denne udvikling var hans ophold i Guatemala i 1954, hvor han blev involveret i modstandskampen imod det amerikansk iscenesatte statskup mod den valgte præsident Jacobo Árbenz, som implementerede jordreformer, der kolliderede med det amerikanske selskab United Fruit Companys interesser.
Det var også i Guatemala, at Che mødte sin fremtidige kone, Hilda Gadea, der introducerede ham til marxisme. Men hvilken form for marxisme var det, den spirende revolutionære Che blev introduceret til? Det var en udgave af marxisme kraftigt influeret og fordrejet af stalinismen, der på daværende tidspunkt nød enorm autoritet og indflydelse grundet Sovjetunionens sejr i Anden Verdenskrig.
Che skulle senere komme til at spille en nøglerolle i Den Cubanske Revolution, og blev et internationalt omdrejningspunkt for internationalisme og kritikken imod bureaukratierne i både Sovjetunionen og Kina, i en periode hvor deres magt og autoritet var altdominerende.
Ærlighed er et revolutionært princip, kun ved åbne og ærlige diskussioner kan man få uddebatteret politiske uenigheder og højnet sit politiske niveau. Dette princip om ærlige og åbne diskussioner blev ikke bare opretholdte af Lenin internt i bolsjevikpartiet, men Lenin var heller ikke bleg for at kritisere sine revolutionære kampfæller, hvis kan mente de tog fejl. Lenin anerkendte og værdsatte Rosa Luxemburg som revolutionær, internationalist og marxist, men lagde aldrig fingre imellem når han kritiserede, hvad han anså for, et forkert politisk standpunkt.
Som seriøse revolutionære i dag må vores position til internationalisten Che Guevara være lig Lenins kritik overfor Rosa Luxemburg. Hvis vi skal lære noget brugbart af Che Guevaras erfaringer og liv, må vi heller ikke være bange for at kritisere denne ellers storslåede revolutionære, der dedikerede hele sit liv til at kæmpe de fattige og undertryktes sag i hele verden.
Skabelsen af en revolutionær
For at forstå Che Guevara, hans handlinger og den rolle han spillede i Latinamerikas historie, må vi gå tilbage til begyndelsen. Tilbage til da den unge Ernesto tager sit første skridt på vejen til at blive revolutionær.
I en alder af 23 år forlader Ernesto og vennen Granado deres behagelige middelklassetilværelse i Buenos Aires, for i stedet, på en gammel motorcykel, at rejse tværs igennem Latinamerika. Og afsted går det, over det smukke kontinent der på eventyrlig vis blot venter på at blive erobret af de to venner.
De opdager imidlertid hurtigt, at alt ikke er fred og harmoni på kontinentet. De to venner bliver hurtigt konfronteret med hverdagens problemer – deres motorcykel går konstant i stykker og de løber tør for penge. Uden motorcyklen, som de må sælge som skrot, fortsætter de til fods, hvorefter den virkelige rejse først for alvor begynder. Deres problemer er imidlertid vand sammenlignet med lidelsen i den verden, der omgiver dem. På deres tur møder de jordløse bønder, hvis jord er blevet dem bortrøvet, samt forarmede chilenske minearbejdere fra verdens største åbne kobbermine Chuquicamata, ejet af det amerikanske Anaconda Cobber Mining Company.
Rejsen igennem Latinamerika blev begyndelsen på en lang odyssé, der langsomt åbnede Ches øjne for virkeligheden i verden omkring ham. For første gang i sit liv kom han i direkte kontakt med kontinentets undertrykte og fattige masser. At sådan en armod, lidelse og fattigdom skulle eksistere, på trods af Sydamerikas overvældende naturlige rigdom og skønhed, efterlod et dybt indtryk på den unge Ches bevidsthed.
Pludselig begyndte hans tidligere personlige mål for livet at se ubetydelige og uinteressante ud. Tidligere stræbte han efter at blive læge, og en læge er ganske vist i stand til at kurere en patient, men hvordan kurerer man samfundets sygdomme som fattigdom, analfabetisme, hjemløshed og undertrykkelse? Langsomt begyndte revolutionære ideer at modnes i den unge Ches bevidsthed, og efter megen læsning og grubleri blev han overbevist om, at massernes problemer kun kunne løses med revolutionære midler.
Erfaringerne fra Guatemala
I marts 1951 blev Jacobo Árbenz valgt til præsident i Guatemala, på baggrund af et borgerligt demokratisk program, meget lig Fidel Castros program i Den Cubanske Revolutions begyndelse. Hjørnestenen i programmet var en jordreform, hvori staten til gengæld for økonomisk kompensation ville ekspropriere ukultiveret jord fra store godsejere og virksomheder. Denne jord skulle derefter distribueres til fattige landarbejdere og bønder, som udgjorde langt størstedelen af landets befolkning. De semifeudale ejendomsforhold i Guatemala betød, at 88 procent af befolkningen ejede bare 14 procent af jorden.
Det amerikanske selskab United Friut Company (UFC) ejede på daværende tidspunkt 42 procent af al jorden i Guatemala. Den forrige amerikansk støttede præsident Jorge Ubico havde desuden fritaget UFC fra at betale skat, told og afgifter. Derudover ejede virksomheden også landets telefon- og telegrafsystem, samt betydelige dele af landets jernbaner. Guatemala var med andre ord komplet domineret af amerikansk imperialisme, i form af United Fruit Companys kvælende dominans over landets økonomi, infrastruktur og landbrugsjord.
Da Che hørte, at Jacobo Árbenz var i gang med at gennemføre jordreformer, kunne han ikke komme hurtigt nok dertil for at lære om reformerne og kæmpe for deres implementering. I december 1953 ankom Che til Guatemala.
UFC og amerikansk imperialisme var naturligvis ikke tilfredse med eksproprieringerne af deres virksomheders ejendom – på trods af at de blev økonomisk kompenseret. CIA bevæbnede og organiserede derfor et militærkup imod Jacobo Árbenz. Amerikansk imperialisme forsøgte end ikke at skjule, at de var bagmændene bag militærkuppet, eftersom kupmagerne blev assisteret med direkte luftstøtte fra det amerikanske luftvåben. Che sluttede sig omgående til den militære modstandskamp, der var organiseret af det guatemalanske kommunistpartis ungdomsorganisation. Han var dog skuffet over kommunistpartiets organisering af kampen, og efter få dages kampe var militærkuppet lykkedes, og Che måtte søge ly på det argentinske konsulat, indtil han kunne rejse videre til Mexico.
Erfaringerne fra Guatemala bekræftede Che’s politiske overbevisning, om den imperialistiske rolle som USA spillede i Latinamerika. Men erfaringerne ledte ham også til at drage konklusionen om, at enhver regering, der forsøgte at forandre samfundet, uundgåeligt ville skulle forsvare sig overfor denne nådesløse magt, der fungerede som et bolværk for alle reaktionære kræfter på kontinentet.
26. juli-bevægelsen
Da Che ankom til Mexico i 1954, kom han i kontakt med en gruppe eksil-cubanere, der planlagde at vælte den cubanske diktator Fulgencio Batista. To af disse cubanere var brødrene Raul og Fidel Castro. Der gik ikke længe, inden Che gik i med Fidel Castros revolutionære 26. juli-bevægelse, som gruppen kaldte sig. 26. juli-bevægelsens plan var at lande en gruppe af revolutionære oprørere i Cuba, hvilket de håbede, ville antænde en masseopstand imod Batista regimet.
Efter to års forberedelse sejlede båden Granma, ladet med revolutionære, i 1956 fra Veracruz i Mexico med kurs mod Cuba. Grundet dårligt vejr, der næsten fik båden til at kæntre, stødte de på land et andet sted end planlagt. De var landet i en sump, og næsten omgående indtraf der kamp imellem gruppen af revolutionære og Batistas soldater. Omkring halvdelen af oprørene blev dræbt i kampen, eller henrettet efter at være tilfangetaget. Kun 15-20 overlevede. I kampens hede måtte Che træffe et valg – han kunne ikke bære både lægekassen og en ammunitionskasse. Skulle han udfylde sin oprindeligt tiltænkte rolle som læge, eller skulle han være revolutionær soldat? Han valgte ammunitionskassen.
Den masseopstand, som den lille gruppe revolutionære havde håbet at antænde, skete ikke, og den lille gruppe overlevende oprørere, der undslap til Sierra Maestra bjergene, blev derfor tvunget til at udkæmpe en guerillakrig imod Batista-diktaturet. På trods af den hårde start havde oprørene rettet et modigt slag imod regimet. Et slag der vandt genklang blandt masserne, især blandt de unge. Nye rekrutter erstattede derfor snart de tabte kammerater.
De latinamerikanske stalinistiske kommunistiske partier, og især det cubanske, var enormt degenererede og havde på Moskvas befaling tilsluttet sig den forræderiske folkefrontstaktik. Folkefrontstaktikken lød på, at arbejderklassen i diverse lande skulle alliere sig med de såkaldt ”progressive” dele af deres nationale borgerskab – altså deres undertrykkere. Derfor endte det cubanske kommunistparti med at deltage i Batistas første regering, hvor kommunistpartiet havde to ministre. Det cubanske kommunistparti blev miskrediteret på baggrund af dets samarbejde med regimet, og havde derfor ingen tiltrækningskraft på revolutionære og unge i Cuba – det havde Fidels 26 juli-derimod.
Oprørets største styrke var det gamle regimes fremskredne forfald. Regimet var gennemsyret af korruption og ineffektivitet. Batistas soldater var ikke villige til at risikere deres liv for at forsvare det syge regime. På trods af støtte, penge og våben fra amerikansk imperialisme, var Batistas regime ude af stand til at standse revolutionens fremgang.
Skabelsen af en deform arbejderstat
26. juli-bevægelsens politiske program var ikke et revolutionært socialistisk program, men derimod et borgerligt demokratisk program ligesom dét Jacob Árbenz havde forsøgt at implementere i Guatemala. Fidels program krævede indførslen af reformer, der skulle sikre Cuba reel uafhængighed fra amerikansk imperialismes indflydelse, men på kapitalistisk basis.
Fidels program var imidlertid en utopi. Cubas økonomiske og historiske udvikling gjorde at et borgerligt demokrati, som fx det amerikanske, ikke kunne realiseres på øen. En præmis som Cuba delte med resten af verdens undertrykte koloniale lande. Amerikanske selskaber ejede 90 procent af Cubas industri, og kontrollerede landets største eksportvare; rørsukker. USA havde med andre ord komplet dominans over Cubas økonomiske og politisk liv. Et program, der skulle garantere Cuba reel uafhængighed fra amerikansk dominans, ville derfor uundgåeligt kollidere med amerikansk imperialismes interesser.
Fra det øjeblik 26. juli-bevægelsen i 1959 indtog Havanna og væltede Batista diktaturet, begyndte USA at sabotere den nye revolutionære regering. En forudsætning for at det nye styre kunne udvikle Cuba var derfor at nationalisere de amerikanske selskaber, der saboterede landets økonomi. Eftersom amerikanske selskaber ejede stort set al industri og rørsukker produktion på øen, betød nationaliseringen i praksis afskaffelsen af kapitalisme og etableringen af en planøkonomi. Sovjetunionen og Kina var på daværende tidspunkt et vigtigt referencepunkt, og da den amerikansk regering nægtede at købe cubansk sukker, tilbød Moskva at købe sukkeret i stedet.
Det faktum at kapitalismen på Cuba ikke blev afskaffet igennem en revolution baseret på arbejderklassens organisationer og klassen som ledende kraft, men i stedet på baggrund af en guerillahær, skulle desuden vise sig at få afgørende betydning for, hvordan det nye styre på Cuba blev organiseret. I stedet for arbejderklassens demokratiske kontrol med at køre samfundet, modellerede Fidels guerillahær det nye styre i sit eget billede. Det nye styre blev en kopi af guerillahærens militær struktur.
Det var imidlertid heller ikke tilfældigt, at det interne demokrati i 26. juli-bevægelsen var praktisk talt ikke-eksisterende. I en krigssituation er der behov for faste kommandoveje, samt en ukritisk udføring af ordre. Den krigssituation som 26. juli-bevægelsen havde befundet sig i igennem to år, mens den kæmpede imod Batista-regimets soldater, havde altså på det tidspunkt Batista blev væltet, fuldstændig ophævet de demokratiske strukturer internt i bevægelsen. Opbygningen af det nye system på Cuba fulgte derfor ikke eksemplet med arbejderdemokrati fra den unge sovjetstat under Lenin, men fulgte derimod eksemplet fra det totalitære stalinistiske degenererede Sovjetunionen.
Det stalinistiske Sovjetunionen var kvalitativt anderledes end den unge sovjetstat under Lenin og Trotskij, degenereringen af revolution havde afskaffet arbejdernes aktive deltagelse i at køre samfundet og økonomien, og havde derved erstattet arbejderdemokratiet med et totalitært diktatur. Årsagerne til denne udvikling skal imidlertid ikke findes i amoralske ledere eller socialismens ideer, men derimod i den unge sovjetstats materielle forhold.
På baggrund af Sovjetunionens isolation, tilbageståenhed og destruktion i borgerkrigen, havde en bureaukratisk kaste, centreret om Stalin, siden midt 20’erne rejst sig over de sovjetiske masser, og tilranet sig den politiske magt fra arbejderklassen. Alle organer for arbejderdemokrati, så som sovjetterne, var efter den stalinistiske degenerering blevet reduceret til blotte organer for udføringen af statsapparats beslutninger.
I årene efter Den Cubanske Revolution var der fra arbejderklassen og bøndernes side et stort ønske om at blive politisk aktive, hvilket bl.a. kom til udtryk ved at millionvis organiserede sig i masseorganisationer, så som i komiteer til forsvar for revolutionen. Der eksisterede imidlertid ingen demokratisk struktur hvorigennem de kunne have indflydelse på eller kontrol over, hvordan økonomien og samfundet blev kørt. Arbejderne havde ingen mulighed for at vælge repræsentanter fra deres egne rækker, ej heller mulighed for at tilbagekalde de der løb fra deres løfter.
Når det kom til spørgsmålet om organiseringen af en arbejderstat, så havde den russiske arbejderklasse i form af sovjetterne vist verdens arbejdere, hvordan man kunne organisere en demokratisk arbejderstat. I den unge sovjetstat blev repræsentanter for arbejder-, soldater- og bondesovjetterne på demokratis vis valgt, og repræsentanterne kunne med øjeblikkelig virkning tilbagetrækkes. Sovjetterne, som udgjorde statsorganerne i den nye sovjetstat, var ikke bare lovgivende organer, men også udøvende på samme tid. Dermed skulle de valgte repræsentanter ikke bare snakke og diskutere, men stod rent faktisk til ansvar for i praktisk at gennemføre, hvad der blev lovet. For ydermere at forhindre karriere-mageri og levebrødsbureaukrater blev lønnen for alle embedsmænd fastsat til en faglært arbejders løn.
De cubanske revolutionær havde intet teoretisk udarbejdet program for, hvordan en arbejderstat skulle organiseres, og indførte derfor den model, som de sovjetiske rådgivere foreslog. Mens Che i tiden umiddelbart efter revolutionen havde udtalt sig positivt om den kurs Cuba var i gang med at sætte, i Sovjetunionens forbillede, så blev han senere en stærk kritiker af bureaukrati, karriere-mageri og privilegier.
På trods af det bureaukratiske styre efterlevede Che personligt Lenins anti-bureaukratiske foranstaltning om, at ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder. På trods af sine mange poster i regeringen nægtede Che at modtage sin officielle løn, og modtog derimod en comandantes lave løn. Han ytrede, at han gjorde således for at sætte et revolutionært eksempel.
Processen med staliniseringen af Den Cubanske Revolution var heller ikke problemfri. Der opstod mange konfrontationer og sammenstød imellem cubanske revolutionære, arbejdere og bønder på den ene side og partimedlemmer af det gamle cubanske kommunistparti og sovjetiske bureaukrater på den anden. Konfrontationerne og debatterne strakte sig fra økonomiske og udenrigspolitisk spørgsmål til spørgsmål vedrørende marxistisk teori, kunst og kultur.
Splid og split over økonomien
Samme år, som revolutionen fandt sted, 1959, blev Che udnævnt til præsident for nationalbanken, og to år senere blev han industriminister. Der var også på det økonomiske spørgsmål, at uenigheder imellem Che og de sovjetiske bureaukrater først kom til udtryk.
Che argumenterede for, at en central økonomisk autoritet, på planøkonomisk vis, skulle allokere ressourcer til forskellige dele af økonomien. Først og fremmest var han optaget af at udvikle landets industri, da det var et centralt element i at udvikle Cuba, men også et middel til at styrke arbejderklassen. Ches position var overordnet set korrekt, men den manglede et altafgørende aspekt; arbejderklassens demokratiske kontrol og styring af økonomien.
Det er ikke nok, at arbejderklassen på papiret ejer produktionsmidlerne. For at planøkonomien kan fungere, er det essentielt, at arbejderne i realiteten har magten i samfundet, og at de beslutninger, de tager, former samfundets udvikling, hvorved deres demokratiske involvering, ejerskab og kontrol gavner dem på et individuelt plan, men også kollektivt som en klasse. Som Trotskij så rammende sagde, så har en planøkonomi behov for demokrati, ligesom den menneskelige krop har behov for ilt.
I diskussionerne omkring opbygningen af en velfungerende planøkonomi kritiserede Che den vægt, der af andre, blev lagt på det materielle og økonomiske incitament, som folk har for at arbejde. Che derimod lagde stor vægt på moral, og hans position hældte imod voluntarisme, da han var af den overbevisning, at moralske ideer var nok til at få folk til at arbejdere hårdere, og derved løfte økonomien fremad. Han anså ”folkeoplysning” som en af de vigtigste mekanismer i samfundsopbygning. Han anså det som ”et våben til at forøge produktionen og et instrument for at højne massernes bevidsthed”.
Uddannelse af masserne spiller unægteligt en rolle i at skabe en velfungerende planøkonomi, og højne klassebevidsthed blandt masserne. Men som Marx skrev: ”Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed”. Det er altså de materielle rammer for folks tilværelse, der i sidste ende bestemmer deres bevidsthed, moral og ideer.
I et af Che Guevaras mest berømte værker, Socialism and Man in Cuba, beskriver han udviklingen af, hvad han kaldte ”det nye menneske”. Udviklingen af et ”nye menneske”, med en bevidsthed fri for fremmedgørelse og egoisme, er uden tvivl af høj prioritet for marxister for at udvikle det socialistiske samfund. Men denne udviklingsproces må have et solidt materielt fundament og må være båret frem af arbejderklassens demokratiske styring af det nye system.
Konsekvent internationalisme
Den største konflikt imellem Che Guevara og Sovjetunionen var på spørgsmålet om internationalisme. Igennem 1960’erne lancerede Cuba snesevis af appeller, der opfordrede til socialistiske revolutioner i Latinamerika. Disse var forfattet af Che, der havde indset, at det var nødvendigt at sprede revolutionen, socialisme i ét land var ifølge Che en umulighed – en position der var uforenelig med Sovjetunionens politik om ”fredelig sameksistens”.
For Che Guevara var proletarisk internationalisme ikke bare et princip, men også en revolutionær nødvendighed, hvis Den Cubanske Revolution skulle overleve. Denne position skabte naturligvis konflikter imellem ham og de officielle kommunistpartiers nationalistiske linje.
Sovjetunionens position skal ses i lyset af det sovjetiske bureaukratis interesser. Bureaukratiet ønskede at beskytte deres privileger, og holde den sovjetiske arbejderklasse, der var udelukket fra styringen af samfundet, i ro. En succesfuld socialistisk revolution i et andet land ville kunne skabe en sund arbejderstat med arbejderdemokrati, ligesom det arbejderdemokrati der eksisterede i den unge sovjetstat under Lenin og Trotskij. En sådan demokratisk arbejderstat ville være en enorm inspirationskilde for de sovjetiske masser, som ville forlange en genindførsel af arbejderdemokrati, og derved feje det parasitiske bureaukrati fra magten.
At Sovjetunionen gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at forhindre socialistiske revolutioner ses tydeligt på landets udenrigspolitik, hvor Sovjetunionen på forbryderisk vis forrådte arbejderklassen i ét land efter det andet. Af nogle af de mest katastrofale eksempler kan nævnes Spanien i 30’erne, Indonesien 1965, og Iran 1979, hvor klassekampen i disse lande på baggrund af Moskvas vildledning og sabotage endte i katastrofale nederlag for arbejderklassen.
At Sovjetunionen ikke arbejdede for at sprede den socialistiske revolution blev også mere og mere åbenlyst for Che, der igennem årene udviklede en voksende mistillid til både de stalinistiske kommunistpartier i Sovjetunionen og Kina.
At det sovjetiske bureaukrati ikke ønskede et reelt arbejderdemokrati i Cuba blev også mere tydeligt for Che. Derfor beskrev han bureaukratiet som ”en bremse på revolutionær handling”. Han gik endda så langt i sin kritik som til at beskrive bureaukratiet som ”en ætsende syre, der fordrejer økonomi, uddannelse, kultur og offentlige ydelser” til det punkt, hvor ”det skader os mere end selve imperialismen”.
Ches søgen efter en anden socialisme
Skuffet over de stalinistiske nationer var Che i den sidste periode af sit liv optaget af at finde en alternativ vej til socialisme, men hans tragiske død satte en brat stopper for denne søgen. Det er derfor svært at spå om, hvad han kunne var nået frem til, men vi kan med sikkerhed sige, at Che brød med stalinismen, som han på korrekt vis ikke anså som en progressiv kraft, i kampen for at sprede den socialistiske verdensrevolution.
Che var en revolutionær, der tænkte nøje over sine politiske erfaringer og perspektivet for verdensrevolutionen. I den sidste periode af sit liv har notater fra hans notesbøger afsløret, at han læste Trotskijs mesterværker Den permanente revolution og History of the Russian Revolution. Der er dog ingen hjemmel for at hævde, at Che på sine senere år skulle være blevet trotskist, og hans nedskrevne refleksioner over Trotskijs værker maler et billede af en ufuldstændig forståelse af værkernes konklusioner.
Dette illustreres bl.a. i Ches valg af først at føre guerillakrig i Congo og sidenhen i Bolivia. Che havde skiftet klassekamp ud med guerillakrig. Da Che spurgte sig selv, hvorvidt proletariatet stadig repræsenterede den drivende kraft bag en revolutionær proces, svarede han kategorisk:
”Eksemplerne fra Kina, Vietnam og Cuba beviser denne teses utilstrækkelighed. I de første to eksempler var proletariatets deltagelse ikke-eksisterende eller ringe, i Cuba var kampen ikke ledt af arbejderklassens parti, men derimod af en multi-klasse bevægelse, der blev radikaliseret efter at have overtaget den politiske magt.”
Faktum er dog, at generalstrejken, der paralyserede Cuba igennem en uge, udgjorde en afgørende faktor i diktaturets fald og 26. juli-bevægelsens sejr. Arbejderklassen var trådt ind på revolutionens kampplads, men uden noget repræsentativt organ, såsom sovjetterne i Rusland i 1917, og uden et bevidst marxistisk parti. I stedet satte arbejderklassen sin lid til bondeguerillaen. Dette bidrog i stort omfang til at facilitere bureaukratiets opståen og deres overtagelse af statsapparatet. I Kina og Vietnam ledte guerillakampen til sejr over imperialismen og førte til kapitalismens kollaps, men de regimer, der opstod, var fra begyndelsen af deforme arbejderstater; stater der var skabt i det stalinistiske Sovjetunionens billede.
En af lektionerne fra Den Russiske Revolution i 1917 var, at selv i et tilbagestående land spiller proletariatet altid en afgørende rolle, uanset hvor lille klassen er ud fra et numerisk perspektiv. Marxismen undervurderer imidlertid ikke vigtigheden af bondebevægelsen. Uden støtte fra de fattige bondemasser havde oktoberrevolutionen aldrig været mulig. Men det var den industrielle arbejderklasse – på trods af at den kun udgjorde en minoritet af det russiske samfund (omkring 4 millioner ud af en samlet befolkning på 160 millioner) – som ledte den revolutionære bevægelse.
Bolivia
Efter et fejlslagent guerillaeventyr i Congo, udså Che sig Bolivia som det land bedst egnet til at skabe en revolution i. Che endte med at tilbringe de sidste måneder af sit liv udsat for ufattelige lidelser, i en umulig kamp for at vælte det rige oligarki, der på brutal vis undertrykte og udbyttede de bolivianske arbejdere og bønder. Eventyret i Bolivia skulle vise sig at være det sidste for argentineren, der 16 år tidligere havde forladt den trygge tilværelse i Buenas Aires, for i stedet begive sig ud i verden; en verden han endte med at sætte sit præg på for altid.
Efter at have sneget sig ind i Bolivia forklædt som en uruguaysk forretningsmand begyndte arbejdet med at bygge en guerillagruppe. Che udså sig Ñancahuazú, et tyndtbefolket tropisk bjergområde, der var håbløst underudviklet, som det sted guerillagruppen skulle starte deres kamp. Guerillagruppen havde ingen støtte i byerne, og havde kun ringe opbakning fra den indfødte fattige landbefolkning. Bevægelsen var med andre ord fuldstændig isoleret. I Bolivia blev begrænsninger i foco teorien, ideen om at en lille gruppe bevæbnede revolutionære guerillasoldater, en foco, kunne kickstarte revolutioner, udstillet i lys lue, og i sidste ende betalte Che for sine fejlslagne foco teori med sit liv.
Til Ches store frustration var hans gruppe udsat for bevidst boykot af det bolivianske kommunistpartis lederskab, der tro overfor Moskva ikke arbejdede for en revolution, men derimod for ”fredelig sameksistens”. Den boykot guerillagruppen var udsat for, kan dog i sig selv ikke forklare ekspeditionens fiasko.
En af de første opgaver, man som revolutionær står overfor er at bygge en avantgarde af uddannede klassekæmpere, som er engageret helhjertet i at arbejde for revolutionen. Men lige så vigtigt er det, at avantgarden ikke bliver adskilt fra masserne, og at den opererer blandt de masser, der udgør den afgørende faktor i revolutionær forandring; arbejderklassen.
I Bolivia var der en eksisterende stærk arbejderbevægelse, hvis avantgarde var minearbejderne i tinminerne. Få år efter Ches død væltede en revolutionær bevægelse diktaturet i 1970, og åbnede op for en kort periode med La Paz kommunen i 1971. Den største revolutionære ressource og det største potentiale for en effektiv revolutionær kamp lå altså ikke i den tyndtbefolkede jungle, men blandt arbejderne i byerne.
Isoleret fra resten af arbejderklassen, og ude af stand til at vinde støtte blandt de fattige indfødte bønder, havde oprørene ingen chance overfor den bolivianske stat. Organiseret, bevæbnet og støttet af CIA, Ches imperialistiske ærkefjende, tog kampen imellem the bolivianske militær og guerillasoldaterne mere form af en massakre, hvor Che og hans kammerater blev jaget som vilde dyr og slagtet uden nåde.
Efter at være blevet såret blev Che tilfangetaget, men af frygt for den bolivianske arbejderklasses reaktion turde regimet ikke give ham en rettergang. I nattens mulm og mørke blev en soldat, der var blevet drukket fuld, sendt ind til Che for at myrde ham, mens han sad med hænderne bundet bag om ryggen.
Guerillakrigens fallit
Che Guevara var som dedikeret revolutionær og kommunist, også internationalist helt ind til benet. Derfor forstod han også, at for at forsvare Den Cubanske Revolution var det nødvendigt at sprede revolutionen til resten af verden. Hvilket han også forsøgte i Afrika og Latinamerika. Hans forståelse for at revolutionen måtte spredes, i en tid hvor det sovjetiske bureaukrati forsøgte at forhindre revolutioner, var utvivlsomt en af hans stærke sider. Hans store svaghed var til gengæld, at han fundamentalt set så revolutionen som en bondeguerilla kamp, og aldrig fuldkomment forstod arbejderklassens centrale rolle i den socialistiske revolution.
Efterkrigsopsvinget i 50’erne og 60’erne havde i de vestlige lande skabt en historik lang periode med økonomisk fremgang, hvor arbejderklassen fik tilkæmpet sig indrømmelser og reformer. Samtidig var arbejderbevægelsen fuldstændig kontrolleret af reformistiske ledere. Disse forhold skabte over en lang periode en nedtrapning af intensiteten af klassekampen. Det er derfor forståeligt, at Che, opvokset i denne efterkrigsperiode, ikke betragtede proletariatet i Vesten som afgørende i klassekampen. Men Che opløftede på fejlagtig vis denne periode med pause i arbejderklassens kamp til en generel teori. Ud fra erfaringerne med guerillakrig i Den Cubanske Revolution generaliserede han de metoder, og udgav dem i bogen Guerillakrigens kunst. Ifølge Che måtte kampen udvikles udenfor byerne, og det var ikke nødvendigt at bygge et parti til at fungere som arbejderklassens avantgarde. Denne teori om guerillakrigen som metode til at vælte kapitalismen og skabe socialisme, blev adopteret af andre i Latinamerika, på trods af at teorien allerede var blevet bevist uholdbar af Ches egne erfaringer i Congo og Bolivia.
Teorien vandt imidlertid genklang blandt visse Latinamerikanske revolutionære organisationer, som fulgte teorien og trak deres bedste kammerater ud af byerne og fabrikkerne, og i stedet sendte dem ud på landet eller i junglen. Selv i højt industrialiserede lande som Argentina og Uruguay med store militante arbejderklasser fulgte de revolutionære organisationer Ches katastrofale guerilla-teori. Og katastrofal skulle den vise sig at være. Tusindvis af unge revolutionære klassekæmpere endte med at miste deres liv i håbløse guerillakrige ude på landet, afskåret og fjernt fra arbejderklassen i byerne. Ofte endte disse krige desuden med at kaste landene ud i borgerkrigslignende tilstande, med store menneskelige konsekvenser for arbejderklassen og de fattige bønder.
De latinamerikanske regimer forsøgte desuden aktivt at aflede de revolutionære bevægelser i en militant guerilla retning, da en guerilla hær på landet, var en langt mindre trussel overfor regimerne, end en revolutionær marxistisk organisation i byerne. På tværs af det amerikanske kontinent havde regimerne desuden lært lektien fra Cuba og tilpasset sig den nye trussel, ved at oprette brutale paramilitære anti-guerilla styrker. En etableret stat vil altid have den militære overhånd, de har sikre forsyningslinjer, mulighed for frit at købe og producere våben osv., mens en guerillagruppe må oprette sine egne forsyningsveje og smugle udstyr ind til sine styrker. Regimerne i latinerika havde derfor et klart ønske om at aflede revolutionære bevægelser over i militære foretagender, da staten altid ville være guerillahæren militær overlegen.
Trotskij sagde en gang, at alle revolutioner er umulige indtil det øjeblik, hvor de bliver uundgåelige. Dette faktum har den menneskelige historie bevist gentagende gang. Det er ikke de revolutionære eller marxisterne, der skaber revolutioner, revolutioner opstår, når modsætningerne i samfundet, undertrykkelse og klassesamfundets byrde bliver for meget for arbejderklassen at bære, og de på masseskala begynder at tager deres skæbne i egne hænder. Che Guevara var derimod af den overbevisning, at en lille gruppe bevæbnede revolutionære guerillasoldater, en foco, kunne kickstarte revolutioner: ”Det er ikke altid nødvendigt at vente på alle de nødvendige forhold for en revolution, den oprørske foco kan skabe dem”. Arbejderbevægelsens faktiske historie viser det modsatte; revolutionære kan intervenere i revolutioner, men ikke selv skabe dem. Che Guevaras oplevelser i Congo og Bolivia bekræftede blot denne hypotese endnu en gang.
En vigtig lektie for nutiden
Igennem hele sit bemærkelsesværdige liv udviste Che utrolig stort personligt mod og selvopofrelse i kampen for den socialistiske verdensrevolution. Derfor er mindet om Ernesto Che Guevara blevet et udødeligt ikon blandt verdens undertrykte masser, og hans liv udgør stadig en stor kilde til inspiration for de nye generationer, der kæmper for at vælte vores nuværende rådne og undertrykkende kapitalistiske system.
Det er imidlertid også fuldstændig afgørende at tage ved lære af de politiske og teoretiske erfaringer, man kan drage på baggrund af Che Guevaras liv. I en tid hvor Sovjetunionen nød en dominerende autoritet blandt arbejderbevægelsen på verdensplan, kritiserede Che med rette det stalinistiske bureaukrati og afslørede, at det ikke arbejdede for spredningen af den socialistiske revolution, men tværtimod på reaktionær vis direkte modarbejdede den. Che blev dermed et internationalt fokuspunkt for revolutionære, der havde vendt stalinismen ryggen.
Den svage position, som den revolutionære marxisme havde i daværende periode, gjorde imidlertid også, at Che i hans søgen efter vejen til socialisme farede vild. Han opgav at organisere arbejderklassen, og kastede al sin lid til guerillakrig; en fejl der ikke blot endte med at koste ham selv livet, men også livet for tusindvis af unge revolutionære verden over.
Man kan dræbe et menneske, men man kan ikke dræbe en idé. Især ikke en idé hvis tid er kommet. Mordet på Che bekræfter dette med største tydelighed. Et andet ansigt har formentlig aldrig før prydet så mange vægge, bannere, T-shirts og alskens andet end Che Guevaras. Mordet på manden spredte blot hans ideer ud over hele verden, hvor de i dag tjener som inspiration for vore tids revolutionære, i kampen imod kapitalismen, og i deres opgave med at bygge arbejderklassens revolutionære parti, som det eneste middel der kan vælte kapitalismen og skabe socialisme.